|
På en skala fra 0-10 – hvor religiøs er du så? Det er et spørgsmål, der ikke sådan lige er til at svare på – faktisk er det næsten umuligt. Men det kan være, at man får noget ud af at prøve at svare på spørgsmålet for at blive klogere på, hvad man tror og ikke tror – og hvordan?
Vi inviterer til tre laboratorier om at sætte ord på tro. 7 ud af ti danskere betegner sig som troende ifølge den seneste store måling af danskernes værdier. Men hvad vil det sige? At være troende er langt fra nogen entydig bestemmelse.
I laboratorierne vil vi etablere en samtale og et rum, hvor man kan arbejde med at sætte ord på troen. Ud fra en forestilling om, at nok er tro personlig, men den er ikke hverken privat eller hemmelig – og selv om man fx ikke ”køber hele pakken” i kristendommen – så er der stadig noget at tale om. Oplæg og perspektiv vil veksle med skriveøvelser og samtaler.
Hvem er vi? Bag initiativet står en gruppe, som består af: Signe Hegelund, retoriker med egen konsulentvirksomhed, Nicolai Halvorsen, studenterpræst, Kirsten Jørgensen, sognepræst i Kerteminde, Jeanne Dalgaard, redaktør på Religionspædagogisk Center og Birgitte Stoklund Larsen, akademileder, Grundtvig-Akademiet.
Hvor og hvornår? Laboratorierne finder sted 3 lørdage kl. 10.30-15 i Vartov, Farvergade 27, København K. Den 24. marts – om at sætte ord på tro Den 14. april – livsfortælling og tro Den 2. juni – tema vælges ud fra deltagerønsker – og erfaringer af ”varme områder” fra de to tidligere laboratoriedage.
Hvad får du ud af det? Forhåbentlig tre dage med samtaler og snak, der bringer dig videre i udforskningen af tro og menneskeliv, de store spørgsmål - og et møde med andre mennesker med samme interesser.
Deltagelse i laboratorierne er gratis, dog betaler deltagerne selv evt. rejseudgifter. Tilmelding: senest den 1. marts 2012. Der er begrænset deltagerantal. Tilmelding til: tilmelding@vartov.dk.
Arrangør: Grundtvig-Akademiet i samarbejde med Studentermenigheden i København og Religionspædagogisk Center.
|