Sagt om Grundtvig

 

Søren Kierkegaard skriver i 1844 om Grundtvig i Journalen JJ, 251, udgivet af Søren Kierkegaard Forskningscenteret:

 

Dersom Nogen vilde drage Rigtigheden af den Sætning i Tvivl, at det er en bevæget Tid, i hvilken vi leve, da betænke han, at Pastor Grundtvig lever, en Mand, der langt overgaaer Archimedes og end ikke behøver ell. drømmer om at behøve et fast Punkt for at bevæge Himmel og Jord, nei han gjør det uden Fodfæste. Saa lidet behøver han, ell. rettere saaledes behøver han Intet for at frembringe denne uhyre Virkning, og da han tillige som bekjendt, over Intet er istand til at blive rasende, saa vil man let indsee, at Tiden ikke blot er bevæget, men det er ordentlig ængstelig at være samtidig med denne ølnordiske Kæmpe.

 

 

Men den Fromhed som egl. er en stille Lidendes (og dette er det rette) kjender Grundtvig slet ikke. Grundtvig er og var og bliver en Støiende, selv i Evigheden vil han være mig ubehagelig. Ikke som havde Grundtvig ikke gjennemgaaet Noget, jo vist, men altid støiende. Det er saa noget Enkelt der standser ham paa hans Vei, og saa gjør han et Spektakel som naar et Jernbanetog stødte an underveis. Den dybere, inderlige Smerte, der i stille Veemod forligte sig med Gud, kjender Gr. slet ikke, og just den er Psalmesangens ægte Tone. Gr. er en jodlende Friskfyr, ell. en brølende Grovsmed.

 

Søren Kierkegaard i Journalen NB 4, 6 fra 1847-48, citeret efter www.sks.dk