Mariæ Bebudelse

Luk. 1, 26-38

Maria møder en engel. Det er der ellers ikke så mange af os, der gør. Det vil sige, af og til hører man da nogen ymte noget om, at de har prøvet noget i den retning. Måske vedkommende har overlevet en eller anden store fare, sluppet mirakuløst fra et biluheld, overlevet et styrt fra stor højde. Hvad ved jeg. Og så lyder det nogle gange: Der må have været en, der holdt hånden over mig. Jeg tror, det var min skytsengel. En engel må være kommet mig til undsætning. Og den slags udsagn er det svært at sige noget til. Dels mener mange af dem, der har erfaret engles indgriben, at det er hinsides enhver tvivl. Deres vished er stor. Måske nogen af jer sidder med en lignende erfaring og vished. Og dels, ja, så går Gud jo de veje, han vil. Og hvem skal sætte spørgsmålstegn ved det?

Problemet er selvfølgelig, at den slags englebesøg er en strengt subjektiv affære, som det er svært at bruge til noget som helst andet end trøst for dem, der mener at have prøvet det. Og det er i sig selv en stor ting. Men hvad så med dem, der ikke erfarer noget i den retning? Hvad med dem, der har håbet på og ventet på og bedt om en engels indgriben og aldrig oplevede det. Er de uden for Guds rækkevidde? Det er i hvert fald en konklusion, man nødigt skal ledes hen til al den stund, den ikke har med kristendom at gøre. Men måske vores vanskeligheder med at tale om engle ligner vores tilsvarende besvær med de dæmoner, der har haft en af hovedrollerne i fasteperioden, vi er på vej ud af. I det hele taget er det jo sådan, at i fasten - hvor vejret udenfor er skarpt og modsætningsfyldt, nogle dage gråt og koldt, andre fyldt med lunt forårslys - der taler vi herinde i kirken om, hvordan Jesu komme til verden på samme måde trækker linjerne skarpt op mellem tilværelsens store modsætninger: lys og mørke, ondt og godt, engle og dæmoner.

Jesus er som en plov, der går i jorden og sender det skjulte op til overfladen. Og det er en forudsætning for, at noget nyt kan komme til, spire og gro. Satan selv siger han nej til. Dæmonerne, den ondes tjenere, livets destruktive kræfter, livsødelæggerne, jager han ud af de mennesker, de har besat. Men viger mørkets magter foran ham, så spirer gudsriget i hans fodspor med frugterne godhed, retfærdighed og sandhed. Mennesker mættes, hvor han kommer frem. På den grønne mark får de brød og fisk efter en uendelig lang og udmarvende vinter.

Sværere er det ikke, om jeg så må sige. Fastetiden handler om det elementære og det enkle, om vores livs grove og kantede byggesten: På den ene side mørket og kulden, der bor i os. Dæmonerne der spærrer os inde i vores eget vintermulm, så vores vrede, sorg, fornærmethed og bekymringer, fylder det hele. På den anden side dét gode Gud bragte til os med sin søn: det brød, der mætter, og det lys og den varme alle vi forfrosne vintermennesker trænger så uendeligt meget til helt ind i knoglerne. Det er ikke ophøjet og særligt, men hverdagsagtigt som noget. Vi kender alle til at være spærret inde i vores eget mørke, og vi kender alle til lyset, der kan komme til os udefra og jage skyggerne på flugt. Og for så vidt kender vi alle til engle og dæmoner. De er ikke eksklusive eller for de få og udvalgte.

Grunden til at vi måske bærer rundt på den opfattelse, har så noget med billeder at gøre, billeder som vi gør os af sådan nogle størrelser. Og hvad engle angår, så tror jeg, dagens tekst med Maria og Gabriel har gjort sit til billeddannelsen. Der er næppe et motiv i den samlede bibelhistorie, der er skildret af så mange i så mange variationer. Fælles for dem er ikke mindst Gabriels imponerende fremtoning og entré. Det er virkelig Guds sendebud, der kommer her. Lille, yndige og jordiske Maria. Store, flotte og himmelske Gabriel. Sådan ser det ud, når Gud griber ind i historien og ændrer verdens gang. Med fyrighed og myndighed og vælde. Derfor er det måske også, at der nogle gange skal noget dramatisk og ekstraordinært til, før vi føler, at Gud har grebet ind i vores liv, og at hans engle har været på spil. Men så må vi huske på, at det Gabriel varsler Maria, det er, at med det barn, hun skal føde, der bliver der vendt op og ned på alting. Gud vil fra nu af møde os mennesker på en ny og anderledes måde. Nu kommer han ikke længere som den, der griber ind med bulder og brag og med lyn og torden og flotte englekrigere. Nej, han kommer som et menneske, i et menneskes skikkelse, med et menneskes ord og ansigt. På den måde har han gjort sig tilgængelig og forståelig for menneskers forstand. Gud er ikke længere fremmed og frygtelig, men fortrolig og fremkommelig.

Hvad skete der med Maria, da Gud lod høre fra sig med Gabriel? Altså bortset fra den blanding af fryd og rædsel, der givetvis har grebet hende, da han viste sig? Jo, hun forvandlede sig. Der skete noget med hende. Hendes frygtsomhed og forståelige bekymring blev til taknemmelig accept: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde”. Og efterfølgende, siges det i Lukasevangeliet, begyndte Maria at synge. Hendes overstrømmende glæde over, hvad Gud havde givet hende, kom ud i sang.

Lige såvel som dæmoner kan bebo vores indre, udramatisk og dagligdags, men alt andet end ufarligt, når vi, som sagt, lukker os inde i vores eget og nægter at høre og se andet end vores eget, sådan kan engle også komme til os, når det, Jesus sagde og gjorde, får os til at bryde ud af vores sjælelige vinterpanser og se alt, hvad vi har fået, alt hvad Gud har givet os.

Engle kommer til dig, når du hæver blikket og formår at se ud over dit eget. Engle kommer til dig, når rugende mørke bliver til lys over land, og når Guds uendeligt store perspektiv strejfer og opløser dit eget lille og snævre. Og kommer de ikke på den måde, er de der alligevel og venter, når du beder dit fadervor. Tålmodige og tæt på. For som det Guds barn, du er, er Guds rige med nåde, fred og velsignelse også blevet dig til del. Du er ikke udenfor engles rækkevidde. Du er ikke fremmed for dem.

Grundtvig mente, at engle og salmesang hører sammen. Når vi synger salmer, sagde han, så er det, fordi vi giver vores taknemmelig luft. Vi giver Gud et lille beskedent modsvar på hans store gerninger med os. Når vi synger, stiger englene ned fra ham til os og nede fra os op til ham. På salmens tonestige, som der står i en julesalme. I det hele taget er gudstjenesten fyldt med den slags engleaktivitet. Når evangeliet læses op for os og vil ind på os, gøre noget ved os. Når vi går til alters og bydes indenfor til bordfællesskab med Gud. Når vi døber børn, og de loves livslangt følgeskab med Gud. Så enkelt og udramatisk og hverdagsagtigt og for enhver, som vil være med.

Forfatteren og salmedigteren Jakob Knudsen fortæller i sine erindringer, hvordan han i sin pubertet var plaget af et voldsomt tungsind, hvor han ligesom lukkede sig ind i sig selv og forblev tavs og utilnærmelig lange perioder af gangen. Hans far mærkede det, og kunne derfor engang imellem, f.eks. når de sad på vognen med ham bag tømmerne, finde på at synge Grundtvigs ”Alt hvad som fuglevinger fik” (som vi også skal synge lige om lidt). Salmen om at være taknemlig over det man har fået af Gud og om at lade taknemligheden finde ord og få luft i sang. Ligesom Maria gjorde. Faderen vidste ikke, hvor han havde sin indesluttede søn. Men da han sang salmen, var det ”næsten som om, han spurgte efter mig”, skriver den voksne forfatter.

Hver gang vi går i kirke, kaldes der på samme måde på os, der spørges efter os. Det er som engle, der kalder os ud af vores eget vintermørke, ud til alt det, der er Guds. Akkurat ligesom Gabriel kaldte på Maria. Måtte vi høre og svare og følge som hende. Amen.

Henrik Wigh-Poulsen, Odense Domsogn

Salmer: 71, 376, 69, 10, 447, 674, 2 og 3, 736

Udskriv søndagslæsning (pdf)

Udgivet af
Grundtvigsk Forum
Nr. 16. 112. årgang
April 2011
ISSN 0901-2214

Udskriv søndagslæsning (pdf)

webdesign, cms & hosting by danaweb a/s

Grundvigsk Forum	Tlf: 3373 2800	Bank: 4180 3119 080 339
Vartov	Fax: 3373 2806	Giro: 4180 300 23 06
Farvergade 27
1463 København K	Mail: Vartov@vartov.dk