Multilogin
HjemHvem er Grundtvig
Hvornår levede Grundtvig?Salmer og teksterTemaer i Grundtvigs forfatterskabGrundtvig og kulturenBøger om GrundtvigSøg i Grundtvigs teksterBilledgalleriPressen skriver om Grundtvig
Grundtvig i DanmarkGrundtvig i VerdenGrundtvigsk ForumVartovAkademiForlagBibliotekKontaktNyhedsbrev
 

Grundtvig og kirkelige retninger

 
Grundtvigs betydning fremgår også af hans indflydelse på andre kirkelige retninger.

Indre Mission opstod i 1850’erne i et kirkeligt vakt miljø, hvor lægfolk og præster fandt sammen for at gøre en aktiv indsats på at bringe evangeliet og levende tro ud til folk. Flere af pionererne havde direkte lært af Grundtvig selv, og først omkring 1870 fik Indre Mission en selvstændig profil i synet på Bibelen, folkelighed og kirkepolitik. Lederen Vilhelm Beck havde arbejdet sammen med grundtvigske præster og også efter 1870 var arven fra Grundtvig tydelig. Beck holdt sjældent en prædiken uden at nævne dåb og nadver. Han elskede Grundtvigs salmer og ville forny kirkesangen i Danmark ved hjælp af dem. Endnu i dag er Indre Mission præget af Grundtvig i kærligheden til kirken og vægten på sakramenterne.

Den karismatiske Bevægelse (Oase-bevægelsen) begyndte i Danmark omkring 1970 som en bevægelse for åndelig fornyelse ved Helligånden, og man knyttede til ved Grundtvigs pinsesalmer. Oase-bevægelsen lægger vægt på menigheden og dennes frihed, og det er ikke tilfældigt, at Oase-menigheder har gjort brug af den kirkelige frihedslovgivning, som går tilbage til Grundtvig.

Tidehverv opstod i 1920’erne under inspiration af Søren Kierkegaard og tyske teologer, der satte et skarpt skel mellem Gud og det menneskelige. Man lagde vægt på menneskets syndighed og gjorde op med selvgodhed og alt menneskeværk. Fra 1930’erne lærte mange i Tidehverv af Grundtvig, især af hans syn på det folkeliges egenværdi.
 
 
Kurt Ettrup Larsen, f. 1955, cand.theol, ph.d.
Lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet, Århus
 
 
 
 
 
 
Indre Missions Wilhelm Beck - også en slags grundtvigianer. Senere blev luften koldere mellem "de missionske" og grundtvigianerne, men Indre Mission er stadig præget af Grundtvig i kærligheden til kirken og vægten på sakramenterne.