Multilogin
Til forsiden
dankort
Hvem er Grundtvig
Tidslinje: Grundtvigs liv og samtidSalmer og teksterTemaer i Grundtvigs forfatterskabGrundtvig og kulturenBøger om GrundtvigSøg i Grundtvigs teksterBilledgalleriPressen skriver om GrundtvigWho is Grundtvig?
Grundtvig i DanmarkGrundtvig i VerdenGrundtvigsk Forum
Om Grundtvigsk ForumVedtægter ForeningstrukturUdvalg MedlemskredseDet sker - i Grundtvigsk Forums kredse Politik ÅrsmøderSamtaledagenStyrelsenMedlemskabGrundtvigsk Forum på Danske kirkedage 2016N.F.S. Grundtvigs PrisFolkekirken og EUForpligtende fællesskaberHvor folket er må kirken væreFolkekirkens styre21 teser om åndsfrihedGavebrevFolkemødet på Bornholm 2017Ungdommens Folkemøde 2016Hvor bange er vi for religion? Høring på ChristiansborgPrædikenkonkurrence 2017
Vartov
Om VartovAbout VartovVartovs historieKonference/mødelokalerVartovkollegietSkrivebord på Rådhuspladsen?LejeroversigtArranger en fyraftenssangHør foredragetKalenderGrundtvigs fødselsdagMands Minde-Foredrag i VartovSofies madMettes kagerMaratonsangBesøg Vartov og GrundtrvigVartovmødet - det lange lys på Danmark. Alternative åbningstalerDet 13. Thorkil Kristensen seminar
AkademiForlagBibliotekKontaktNyhedsbrev
 

I de voksnes rækker

 
I de voksnes rækker - Grundtvig og konfirmation
 
Frygt, mit barn, den sande Gud!
Misbrug ej hans navn og bud!
Hellighold Vorherres dag!
Ær forældre uden nag!
Sky utugt og vold og mord!
Stjæl ej, vær ej falsk i ord!
Fly* begærlighed på jord!
   
N.F.S. Grundtvig, 1843
 
I 1843 konfirmerede Grundtvig den 23. april et hold konfirmander i Vartov Kirke. Blandt konfirmanderne var Grundtvigs datter Meta (1827-1887).
Grundtvig fik til lejligheden trykt et lille salmehefte med hans egne salmer: ”Velkommen, morgenrøde” og ”Frygt, mit barn, den sande Gud!”. Salmerne blev brugt under konfirmationen og Grundtvig overtrådte dermed forbuddet mod ved kirkelige handlinger at bruge andre salmer end dem, der var at finde i den autoriserede salmebog. Den første salme omarbejdede Grundtvig senere til salmen ”Han som på jorden bejler”, der stadig bruges som konfirmationssalme.
I den anden salme indgik ovenstående formaningsvers (med baggrund i de 10 bud), som konfirmanden kunne lægge sig på sinde. Især den 4. linje kunne tiltale konfirmandens forældre.
 
Det var ikke Grundtvigs første konfirmation i Vartov. Han blev indsat i præsteembedet i sommeren 1839 og samme efterår, den 6. oktober, konfirmerede han Metas storebrødre, sønnerne Svend (1824-1883) og Johan (1822-1907).
I den anledning skrev han digtet ”Åbent brev til mine børn”. Herfra stammer sangen ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”:
 
Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ædle fædres spor,
med lige værdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt,
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler vel bekendt,
kun fyldestgjort af glans fra evigheden.
 
Et sådant liv jeg ønsked al min æt
og pønsed på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved "fadervor" at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:
 
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår,
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
den er til folkegavn, den er til grøde;
som godt begyndt er dagen godt fuldendt,
og lige liflig er dens aftenrøde.
N. F. S. Grundtvig, 1839/1872
 
De sidste 4 linjer rystede Grundtvig ud af ærmet da Ernst Trier sidste gang få uger før hans død besøgte ham på Store Tuborg. Trier syntes der manglede en sang for ungdommen, i stil med det Grundtvig skrev i ”Åbent brev til mine børn”. Trier citerede ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, der i originalen ikke er opdelt i vers, men er en lang tekst. Sådan en sang kunne han godt tænke sig. Grundtvig så straks der var potentiale for en sang på 3 vers, og digtede mens han en lille stund sad og kiggede ud af havedøren de sidste liner så Trier fik sin sang til ungdommen.
 
Læs hvad Gyldendals direktør, Johannes Riis, skriver om sangen, som blev brugt ved familiefesterne – og konfirmationerne – i hans barndom.
 
Man er ikke klar over om Grundtvig faktisk brugte ”Åbent brev til mine børn” i forbindelse med selve konfirmationen eller måske under en festlighed i det grundtvigske hjem eller blot overrakte digtet til de håbefulde poder som en lille gave.
 
Grundtvigs konfirmationsprædiken er udgivet på tryk**. I den kan man læse at Grundtvig er sikker på han har givet det bedste af sin egen tro videre til sønnerne: ”… tør en fader end ikke forudsætte, at hans børn har hans tro, så tør jeg dog forudsætte det om mine, fordi jeg har opdraget dem til sanddruhed fremfor alt og indprentet dem fra de tidligste dage, at troen er den frieste sag under solen, hvorfor vi ikke skylde noget menneske men kun Gud i himlen regnskab”.
 
I de tidlige præsteår var Grundtvig meget nidkær overfor sine konfirmander og tog sin opgave meget alvorligt. En af hans gamle konfirmander fra konfirmandholdet i Udby Kirke i 1812, fortalte mange år efter til C. J. Brandt, Grundtvigs efterfølger i Vartov, at Grundtvig talte i flere timer med sine konfirmander, formanede dem, faldt på knæ midt i deres kreds og med høj røst og tårer bad om ”… at dog Herren vilde bevare dem, så de måtte blive i hans pagt”. Konfirmanden, Dorthe Hans’s, var især glad for at Grundtvig havde været så grundig med at lære dem salmer i konfirmationsforberedelsen. Hun kunne huske alle Kingosalmerne udenad til hun døde som 80-årig***.
 

Grundtvigs egen konfirmation fandt sted i Thyregod Kirke 15. april 1798, men noget varigt indtryk har den ikke efterladt. Grundtvig omtaler enkelte træk fra sit møde med Thyregod, bierne på heden og lærer Feld, der også var sognepræst i Thyregod, men ikke sin konfirmation.


*flygt fra
**I: Kirkelige Leilighedstaler / samlede af C. J. Brandt. – Schønbergs Forlag, 1877
***I: Grundvigs erindringer og erindringer om Grundtvig, Reitzels, 1983, s. 122
 
Liselotte Larsen, bibliotekar, Grundtvig-Biblioteket


 

 
Grundtvigsk Forum Tlf: +45 41 93 90 00 Bank: 4180 3119 080 339
Vartov
Giro: 4180 300 23 06
Farvergade 27
1463 København K Mail: Vartov@vartov.dk