Multilogin
HjemHvem er Grundtvig
Hvornår levede Grundtvig?Salmer og teksterTemaer i Grundtvigs forfatterskabGrundtvig og kulturenBøger om GrundtvigSøg i Grundtvigs teksterBilledgalleriPressen skriver om Grundtvig
Grundtvig i DanmarkGrundtvig i VerdenGrundtvigsk ForumVartovAkademiForlagBibliotekKontaktNyhedsbrev
 

Folkekirkelige skoletjenester

 

Skolen er blevet kaldt kirkens datter, fordi dens formål fra begyndelsen og i århundreder frem var at bidrage til børnenes kristne opdragelse. Den sidste formelle rest af dette formål forsvandt med folkeskoleloven af 1975, men for at de to institutioner ikke bare skulle gå hver til sit, nu da datteren (skolen) var blevet ”voksen”, begyndte man indenfor især kirken i løbet af 80´erne at overveje, hvordan skolen og kirken kunne samarbejde på de nye vilkår til glæde for begge parter.


Der opstod da den ide at lave skoletjenester indenfor folkekirken på samme måde, som en række museer o.a. havde gjort i en årrække. Begrebet skoletjeneste var derfor velkendt i skoleverdenen og er i folkekirkelig sammenhæng tænkt til at skulle sende et klart signal til både skolen og kirken om, at der er tale om et tilbud om samarbejde på skolens præmisser. Det vil sige på grundlag af den til enhver tid gældende folkeskolelov og de tilhørende fagbeskrivelser.


Som skoletjenesterne i f.eks. Den Gamle By i Århus, Zoologisk Have, på Louisiana m.v., udarbejder de folkekirkelige skoletjenester undervisningsforløb og projekter, der gør det lettere for skolen at samarbejde med i dette tilfælde folkekirken.
 
Det gælder både muligheden for at trække på de faglige ressourcer som præst, organist, m.fl. har, og de muligheder der ligger i at inddrage kirkebygningen og kirkerummet i undervisningen. Der udarbejdes undervisningsoplæg til de enkelte projekter.
 

 
Det hjælper på koncentrationen at ligge på kirkens gulv. Skoleklasser til pinseprojekt i Grundtvigs Kirke, København (foto: Troels Gade).
Disse tager almindeligvis udgangspunkt i faget kristendomskundskab, men vil typisk inddrage elementer af andre fag på grund af religionsfagets lave timetal og fordi indholdet i projekterne lægger op til det.
 
Der er for tiden 26 folkekirkelige skoletjenester og skole-kirke-samarbejder på provsti- og stiftsplan. Disse har etableret et landsnetværk, som fagligt og på anden vis understøttes af Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster og fungerer som et fagligt inspirationsforum.

Men først og fremmest er det et uformelt arbejdsfællesskab, som holdes sammen af fælles landsdækkende projekter. På Landsnetværkets portal http://www.skolekirke.dk/ kan man finde henvisning til alle de folkekirkelige skoletjenester og skole-kirke-samarbejder samt oversigt over de fælles projekter.

 
Helle Krogh Madsen, f. 1956, præst og leder af Folkekirkens Skoletjeneste, København - Frederiksberg Skoletjenester