Grundtvigs syn på mission

På Grundtvigs tid var den lutherske kirke stort set afvisende over for mission blandt ikke-kristne folk. Dels henviste man til, at hedninger havde en naturlig gudserkendelse, dels havde apostlene ifølge Ny Testamente allerede prædiket Guds ord til verdens ende.

Grundtvig vender sig imod denne tankegang. Han hævder, at evangeliets udbredelse over hele jorden fortsat er en igangværende proces, der først slutter ved verdens ende. Det er en proces, der – drevet af Helligånden – er en fortsættelse af apostlenes. Samtidig vender Grundtvig sig skarpt imod en missionspraksis, der i misforstået omvendelsesiver anvender list og tvang. Tilslutning til kristendommen må efter hans opfattelse altid bygge på den enkeltes frie afgørelse i mødet med det forkyndte ord.

For Grundtvig var det en helt afgørende begivenhed, da evangeliet med missionæren Ansgars virke rodfæstedes det danske folk. Med Hans Egedes indsats i Grønland og den omtrent samtidige mission i Sydindien indfældedes dansk kristendom i et universelt perspektiv. Det folkelige og det universelle går hånd i hånd. Missionstænkning er således hos Grundtvig indbygget i hans Helligånds-teologi. Gang på gang understreger han, hvorledes Helligånden både spreder og samler. Det er Helligåndens gerning, at evangeliet kan forkyndes på folkenes modersmål og således spredes over hele jorden. Samtidig er det netop Ånden, der samler de enkelte kristne menigheder i en og samme universelle kirke.

Knud Eyvin Bugge, dr.theol., f. 1928