Arkitekturen

I 1855 vedtoges loven om sognebåndsløsning, der førte videre til loven om valgmenigheder i 1866. Da den grundtvigske præst Vilhelm Birkedal i 1864 bad Gud om at give kongen et dansk hjerte – og blev afskediget – samledes menigheden fortsat om sin præst. Den byggede i 1866 sin egen kirke, Nazarethkirken i Ryslinge. Ved indvielsen talte Birkedal om kirken som ”et lille fredeligt og lønligt Nazareth, et Folkehjem …” Hermed tog byggeaktiviteten fart blandt de grundtvigske. I forreste række stod siden 1880’erne bygmesteren Andreas Bentsen fra højskolen i Vallekilde. Her byggede han Korskirken til menigheden, en typisk grundtvigsk centralkirke med døbefonten i midten af rummet. Blikket fanges ikke af alteret, der efter grundtvigsk skik er uden krucifiks. Inventaret skabtes af lokale folk. Kirken er nok så meget menighedshus som gudshus.

 

Vartovmenigheden i København sprængtes i 1889. Andreas Clemmensen tegnede 1892-93 Immanuelskirken på Frederiksberg for den nye valgmenighed. Billedkunstnerne Joakim og Niels Skovgaard arbejdede sammen med arkitekten – eller ’bygmesteren’ som det hedder i det grundtvigske. Kirken i nordisk og norditaliensk stil er bred og lys, uden skel mellem kor og skib. Fra de åbne gallerier er der fri udsigt til Niels Skovgaards kæmpemaleri af pinsedåben – med menighedsmedlemmer som modeller. Få år senere opførtes den nye Nazarethkirke i Ryslinge. I det ydre en traditionel dansk landsbykirke; det indre i en mere decideret nordisk, mytologisk, højenloftsstil, der også dominerede i den grundtvigske højskolearkitektur.

 

 

 

Grundtvigskirken på Bispebjerg dannede under besættelsen så stærk mode, at dens former kunne omsættes til menigmands gravsten