Grundtvigianismen

Grundtvigianismens betydning og karakter af samlet bevægelse kulminerede i 1860'erne. Grundtvigs kirkelige anskuelse, som blev til i årene efter 1824, udgør udgangspunktet for en af hovedlinjerne i grundtvigianismen som kirkelig retning.

Opgøret med det lutherske skriftprincip, understregningen af det levende ord som kirkens livsnerve og barnedåbens betydning indebar en vægtforskydning i retning af menigheden som bærer af traditionen, legitimiteten og autoriteten i kirken.

En konsekvens af denne betragtning var ikke mindst loven om menighedsråd af 1903, der lod demokratisk valgte repræsentanter for menigheden få afgørende indflydelse på kirken.

Grundtvigs kritik af den såkaldte sorte skole var en inspiration for store dele af højskolebevægelsen, men det må tilføjes, at grundtvigianerne ikke havde monopol på højskoledrift. Den grundtvigske pædagogik, ofte kaldet den historisk-poetiske skole eller den folkelige dannelse, lagde vægt på undervisning i historie og modersmålet til forskel fra det etablerede dannelsesideal, der lagde vægt på indlæring af, hvad grundtvigianere kaldte ”døde sprog”, græsk og latin.

De sidste linjer af Grundtvigs digt Langt højere Bjerge – ”Da har i rigdom vi drevet det vidt / når få har for meget og færre for lidt” – er f.eks. ofte blevet brugt af tilhængere af en statslig fordelingspolitik. Den grundtvigske optagethed af historien og det nationale kan også give grundtvigianismen et decideret konservativt præg.

Grundtvig selv tillægges somme tider replikken ”Gudskelov jeg ikke er grundtvigianer”, men selv om dokumentation for dens rigtighed savnes, er den som forklarende anekdote præcis nok. Temmelig meget af det, som er sagt og gjort i Grundtvigs navn, ville Grundtvig have vanskeligt ved at tilslutte sig. På den anden side har Grundtvig selv sagt og skrevet så meget, at det er muligt at tage ham til indtægt for mange både forskelligartede og modsatrettede synspunkter.