Højskolebevægelsen
|
I et opgør med den elitære pædagogik ønskede N.F.S. Grundtvig i 1830erne at oprette en højskole for den danske ungdom. Højskolen skulle imødekomme det behov for folkelig oplysning, der var fulgt i kølvandet på de tidlige demokratiseringstendenser i Danmark. Grundtvigs idé blev aldrig realiseret, men hans tanker om en fri undervisningsform vandt ørenlyd.
Christian Flor oprettede den første højskole i Rødding i 1844, og i 1851 blev Ryslinge den første af Christen M. Kolds mange grundtvigske fri- og højskoler. Mens Flor fokuserede på Grundtvigs tanker om den nationale vækkelse, var Kold præget af tanken om det levende ord og af forkyndelsen i de gudelige forsamlinger. Kolds skolesyn blev derfor kendetegnet en narrativ pædagogik og af en mere direkte kristen forkyndelse end den, der var at finde i Grundtvigs højskolesyn.
Det grundtvig-koldske skolesyn blev grundlaget for den højskolebevægelse, der med forstanderne Ludvig Schröder (Askov), Ernst Trier (Vallekilde) og Jens Nørregård (Testrup) i spidsen blev toneangivende efter krigen i 1864. Oprindeligt var højskolerne kun for mænd. Fra 1861 begyndte Kold at undervise kvinder om sommeren, og fra 1885 optog Askov elever af begge køn på lige fod. De fleste kom fra landbruget, som blomstrede |
 |
|
Ludvig Schrøder på talerstolen på Askov Højskole (Maleri af Erik Henningsen fra 1903, tilhører Ribe Kunstmuseum).
| |
|
ved samarbejdet: Bønderne lærte nye dyrkningsmetoder og rustedes til at varetage deres interesser. Dermed bidrog højskolerne til andelsbevægelsens indførsel og landbrugets omlægning i slutningen af 1800-tallet.
Fra begyndelsen af 1900-tallet oprettedes specialiserede højskoler: håndværker-, arbejder-, idræts- og sygeplejehøjskoler og skoler med tilknytning til kirkelige retninger. De større skoler blev institutioner med faglige profiler, som eleverne rejste efter, mens de små, lokale højskoler efterhånden forsvandt.
Efter 2. Verdenskrig begyndte højskolerne at hverve elever fra bredere kredse. Samtidigt førte Hal Kochs (Krogerup Højskole) forsøg på at identificere demokratiet – og ikke kulturen – som det nationale samlingspunkt til en politisering af debatten på højskolerne. Begge tendenser medvirkede til en drejning væk fra den praksisnære, fagorienterede undervisning og over mod mere almene filosofiske, politiske og almenmenneskelige temaer indenfor kultur og eksistens. Dette har i de seneste årtier ført til fornyet diskussion om faglighedens rolle i højskolernes undervisning.
| |