Vækkelsesbevægelserne

Ordet vækkelse betegner i religiøs sammenhæng en oplevelse, hvorved man føler, at man ”vågner” og kommer til bevidsthed om en tilstand, man hele tiden har været i, men som man hidtil ikke har været opmærksom på – som når man forlader drømmenes verden og bliver sig den formodet virkelige verden bevidst. Man træder ud af en tilstand, hvor man ikke skænker det religiøse mange tanker, og ind i en anden, hvor man ser, at det religiøse spørgsmål er det vigtigste af alle, idet det er et spørgsmål om éns evige salighed. Oftest kaster denne oplevelse den pågældende ud i en voldsom krise, hvor man ser sig selv som hjælpeløst i det ondes vold og fordømt til evig fortabelse – indtil krisen overvindes gennem en oplevelse af, at man på trods af sin uformuenhed til at gøre det gode dog er et Guds barn og har Hans nåde, og at man derfor ikke behøver at frygte det ondes magt.

Når et større antal mennesker er fælles om en sådan oplevelse og dens virkninger i deres livsførelse - som f.eks. en strengere livsstil, deltagelse i opbyggelige møder og mission blandt ”uomvendte” – så foreligger der en vækkelsesbevægelse. Det klassiske eksempel på dansk grund er de bevægelser, der opstod omkring begyndelsen af 1800-tallet, og som i første række repræsenterede det vakte lægfolks opposition mod den rationalistiske præstestand. Idet de i deres kritik af det bestående støttede sig på værdier, de fandt i ældre bevægelser som pietismen og herrnhutismen, kan de på én gang ses som revolutionære og reaktionære.

Den første af disse bevægelser var ”de stærke jyder”, der holdt sig til området mellem Horsens og Vejle. Siden fulgte landsdækkende vækkelser, der udgik fra  karismatiske lægprædikanter som Kristen Madsen, Bregnør, og Peter Larsen Skræppenborg. Fra 1830’erne knyttedes der forbindelse mellem de vakte og de yngre præster, specielt dem, der i deres studietid var blevet påvirkede af Grundtvig. Dette måtte forekomme rimeligt, idet den fælles kamp mod rationalismen og den fælles søgen tilbage mod gamle værdier havde givet de vakte det indtryk, at Grundtvig var deres kampfælle. Dette var dog i nogen grad en misforståelse, idet han selv betragtede vækkelsesbevægelsen med den største skepsis. Ganske vist havde han helt tilbage fra 1825 forsvaret de vaktes ret til at holde forsamlinger; men det skyldtes ikke så meget sympati for vækkelsen som kravet om kirkelig frihed. Hans forsvar for de vakte kunne derfor undertiden - som i 1839 - antage en form, der nærmest måtte opfattes som en fornærmelse.

Ikke desto mindre blomstrede samarbejdet mellem dem og hans disciple, og forbindelsen blev efterhånden så stærk, at en stor del af de vakte fulgte med, da Grundtvigs folkelige syn begyndte at gøre sig gældende blandt de grundtvigske præster. Det resulterede i en dybtgående splittelse, idet den mere pietistiske del af bevægelsen tog skarpt afstand. Dette er baggrunden for den spaltning af vækkelserne, der fandt sted omkring 1860-70, og hvorved de kirkelige retninger Grundtvigianismen og Indre Mission dannedes. På grund af den stærke stilling i dansk kirkeliv, disse efterhånden opnåede, resulterede vækkelserne her i landet ikke i frikirkedannelse i større stil.

I et længere perspektiv kan vækkelserne betragtes som spydspidsen i ”almuen”s, dvs. den brede, umyndige befolknings rejsning og myndiggørelse til først kirkelig, men siden også til politisk og kulturel medansvarlighed. ”De gudelige forsamlinger er det folkelige demokratis vugge”.

Thorkild C. Lyby, f. 1930, lektor emer., dr. theol.