Grundtvigs forfatterskab

”Jeg er halvt en skjald, halvt en bogorm”, sagde Grundtvig. Fra de tidlige ungdomsskriverier til ”Gammel nok er nu jeg blevet” skrevet i dødsåret 1872 befandt Grundtvig sig i en mere eller mindre konstant manisk skriveproces, hvor han – ofte stort set uden søvn – producerede et af de mest omfattende forfatterskaber i Danmarkshistorien.

Hvor meget skrev Grundtvig?
Hvor stort forfatterskabet er, afhænger af, hvad man medregner: Alt det han skrev (inklusive notater og kladder), alt det, der er blevet publiceret, eller alene det, han selv tog initiativ til at få udgivet. Hele det trykte forfatterskab svarer til 24.000 - 25.000 sider, som strækker sig fra salmer, sange og lejlighedsdigte over prædikener og politiske skrifter til kæmpestore, historiske værker.

Tre faser
Grundtvig deler selv sit tidlige forfatterskab op i tre faser

den mytologiske
den teologiske
og den historiske periode

Perioderne beskriver en udvikling hen imod en indirekte argumentation for kristendommen snarere end direkte forkyndende. Det senere forfatterskab – fra han blev præst i Præstø i 1821 - kan groft deles i to linjer: En folkeligt-historisk og en teologisk-kirkelig. Efter 1848 præges forfatterskabet desuden af, at Grundtvig er nødt til at forholde sig til den grundtvigske bevægelse.

Grundtvigs genrer
Hans prosa er svær at læse - nogle har kaldt den sjusket. Problemet er dog snarere, at den er præget af litterære og historiske referencer, som Grundtvig ikke er særlig flittig til at fortælle, hvor han har fra.

Grundtvig i 1872, hans dødsår. Gennem hele livet befandt han sig i en nærmest manisk skriveproces.

En af de få genrer, han ikke gav sig kast med, var romanen. Grundtvig foragtede de skønlitterære medier. Som ung var han teatertosset, men han forsøgte sig kun en gang med et dramatisk værk (”Påske-Lilien” fra 1817). Han ville noget andet: Trække det ophøjede ned, hvor alle kan være med, selv gadedrengene. Han iscenesatte sig som folkelig digter – og lykkedes med det.

Det er Grundtvigs prædikener, der fylder mest i forfatterskabet. Men det er sangværket og de poetiske skrifter, som er mest publiceret – og som er blevet folkeligt fælleseje. Forfatteren Finn Abrahamowitz fortæller, at hans jødiske mor både sang Raquel Rastenni og Den Signede Dag, mens hun lavede husarbejde. Hvis nogen gjorde opmærksom på, at naboerne kunne høre, at hun sang Grundtvig, svarede hun: ”De tager sgu ikke skade af en salme en gang imellem!”

Mange af hans digte er skrevet ind i en konkret, historisk kontekst. ”Velkommen i den grønne lund” udtrykker f.eks. Grundtvigs begejstrede forventninger til den nye konge, Christian den 8. Næppe alle nutidige danskere, der har taget denne sang til sig, kender baggrunden, men det er heller ikke nødvendigt. Det geniale er, at Grundtvig er for alle tider – det er i skæringspunktet mellem den konkrete kontekst og det almene indhold, at hans digtning bliver til og hans forfatterskab stort.

Et populært citat som ”hvor få har for meget og færre for lidt” forstår vi med historikerens øjne først, når vi ved, at der ligger tre bibelcitater til grund, og at det ikke er et motto for velfærdsstaten. Men hvilken tolkning har mest ret - den historiske eller den folkelige? Svaret er: Begge to. Grundtvigs ord har virket og er slået igennem. At forstå med hjertet og at forstå historisk er ikke modsætninger, men supplerer hinanden.

Hvor skal man begynde?
Hvor skal en begynder begynde? Tidligere sagde man, at hvis man havde læst indledningen til Nordens Mytologi og så i øvrigt kunne sin Højskolesangbog, så kunne man godt blive grundtvigsk højskoleforstander. Det var hånligt ment, men har alligevel noget for sig: Kernesalmerne, højskolesangene og Nordens Mytologi er en god indgang til det enorme forfatterskab.

af Kim Arne Pedersen, valgmenighedspræst, ph.d

Læs mere

N.F.S. Grundtvig, forfatterportræt af Flemming Lundgreen-Nielsen
Arkiv for Dansk Litteratur

webdesign, cms & hosting by danaweb a/s

Forfatterskabet