Grundtvig som digter

Grundtvig er selvfølgelig salmist, den store gamle mand, hvis opus fylder vældig godt op i salmebogen. Men Grundtvig er også digter og faktisk kanoniseret som sådan med den kraftfulde tekst, ”De levendes Land” (1824), der indtager en fornem plads som nummer 8 på kulturministeriets kanoniske lyrikantologi.

Det særlige ved Grundtvig er, at han formår at forene digtning og salmekunst. Som ung havde Grundtvig både været fornufttænker og det modsatte: en ung romantiker i udkanten af digterkredsene i København. Her dyrkede man den nordiske mytologi, digterånden og en dyb længsel efter fuldendelse i øjeblikket og i digtningen selv. Rationalismen kom Grundtvig over; men romantikken tog han med sig. Grundtvig selv gjorde sig mange tanker om, hvad digtekunst er for en størrelse, og 1817 kalder han den en sammensmeltning af syn og sang. Digtning er for ham et møde mellem det åndelige og det sanselige i ordets klang og i et sprog af billeder. Digtningen skrives på et særligt billedsyn, der kan skabe et kraftfuldt billedsprog. Her er der ikke bare tale om metaforer, der sammenligner roser, kvinder og kærlighed. Billedsproget udgør en gådefuld, men håndgribelig pant på forbindelsen mellem menneske og Gud.