Multilogin
Til forsiden
dankort
Hvem er Grundtvig
Tidslinje: Grundtvigs liv og samtidSalmer og teksterTemaer i Grundtvigs forfatterskabGrundtvig og kulturenBøger om GrundtvigSøg i Grundtvigs teksterBilledgalleriPressen skriver om GrundtvigWho is Grundtvig?
Grundtvig i DanmarkGrundtvig i VerdenGrundtvigsk Forum
Om Grundtvigsk ForumVedtægter ForeningstrukturUdvalg MedlemskredseDet sker - i Grundtvigsk Forums kredse Politik ÅrsmøderSamtaledagenStyrelsenMedlemskabGrundtvigsk Forum på Danske kirkedage 2016N.F.S. Grundtvigs PrisFolkekirken og EUForpligtende fællesskaberHvor folket er må kirken væreFolkekirkens styre21 teser om åndsfrihedGavebrevFolkemødet på Bornholm 2017Ungdommens Folkemøde 2016Hvor bange er vi for religion? Høring på ChristiansborgPrædikenkonkurrence 2017
Vartov
Om VartovAbout VartovVartovs historieKonference/mødelokalerVartovkollegietSkrivebord på Rådhuspladsen?LejeroversigtArranger en fyraftenssangHør foredragetKalenderGrundtvigs fødselsdagMands Minde-Foredrag i VartovSofies madMettes kagerMaratonsangBesøg Vartov og GrundtrvigVartovmødet - det lange lys på Danmark. Alternative åbningstalerDet 13. Thorkil Kristensen seminar
AkademiForlagBibliotekKontaktNyhedsbrev
 

Vor Herre! Til dig må jeg ty

 
I fastetiden er Jesus på vej til Jerusalem. Hans fjender samler de sidste afgørende kræfter imod ham. Der bliver mange sammenstød undervejs. Dæmonerne flokkes. Der sættes fælder, og fristelserne lokker. Mistillid og bagtalelse florerer: Uddriver han onde ånder ved Beelzebul eller ved Guds finger? Disciplene kan ikke finde ud af noget og vil gerne forhindre ham i at drage til hovedstaden.

Vor Herre til dig må jeg ty! Det er Grundtvig, der synger. Hvad er det for fjender, der er så store og stærke, at man må ty til Gud for at få hjælp? Det er livsfjenderne. Dæmonerne, der angriber både sjæl og legeme. I dag ville vi måske stille diagnoser, men det er ikke sikkert, det hjælper. Djævelen og hans dæmoner er Guds modstandere og vores fjender. De nedbryder troen og bekæmper livet.

Er der en Gud at ty til? Eller er han blot en fjern magt, der ikke bekymrer sig om menneskers liv og skæbne? Ja, der er en Gud at ty til, og Han kan ikke være langt borte, for Han trøster sine kære, når de kalder på ham. Og Han er overalt, som også Paulus forkyndte det på Areopagus i Athen: For i Ham lever vi, ånder vi og er vi.
 
I sit hellige ord ved dåb og nadver er Gud hos sin menighed og lever med dem i lovsangen, og dermed kan hverken menigheden eller troen gå til grunde. Vi er til gudstjeneste. Til Guds tjeneste for os.

Her synger vi om det spæde håb, som menigheden kan klamre sig til med den bøn, Fadervor, som var Vorherres egen, og som han beder sammen med de nydøbte og med sin menighed. Som Jesus kunne uddrive de onde ånder med Guds finger (3. søndag i fasten), frier han også her sin betrængte menighed.

I denne salme som i så mange af Grundtvigs salmer indfinder begivenhederne sig i gudstjenesten, samtidig med at vi synger om dem. Sådan er salmen her i dobbelt forstand bevægende. Den griber os, samtidig med at den fører os frem mod forløsningen.
Bevægelsen fører menigheden frem til for alvor at få kraft i sin sang; og ikke blot menigheden, der er samlet til gudstjeneste, men hele den historiske menighed synger over ”det bølgende hav” om, hvad Jesu navn har at betyde. Han er Herre i Himlen og på Jorden.

Og endelig til sidst træder forløsningen og trøsten frem: Vor Herre er kommet ganske nær, og med ham er alle englene kommet for at give lovsangen stemme. Dermed kan salmen slutte med det triumferende spørgsmål til det ængstede menneske: Mit hjerte, hvi vil du dig græmme! Mennesket / menigheden, der tyede til Vor Herre med sin angst for fjenderne og sin bekymring for fremtiden, kan nu befriet for alt det truende vende sig mod den nye fremtid og det nye liv.
 
Arne Ørtved, født 1938. Tidl. højskoleforstander og præst
Istockphoto
 
 Vor Herre! Til dig må jeg ty

1.Vor Herre! til dig må jeg ty,
for stærke er fjenderne mine,
de tænke, at højt over sky
du ænser ej tjenerne dine;
du ej os forstår,
ej heller formår
at løse af angest og pine.


2. Det er mig dog vist over alt:
Langt borte kan du ikke være;
for altid, af hjertet påkaldt,
du trøster så ømt dine kære,
ja, i dig, vor drot,
det føle vi godt,
vi leve og røres og ere.(1)

3. Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerter og munde,
du blandt vore lovsange bor (2)
som røsten blandt fugle i lunde;
så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.

4. Er spæd du kun hos os endnu,
som håbet, der fattes end vinger,
Guds Søn er dog sandelig du,
og Himmelens hær dig omringer;
at løse vort bånd
så godt som Guds hånd
formår den Almægtiges finger.

 
5. Er spæd du, vor Herre så from,
dit Fadervor kan du dog stamme,
og alt, hvad du beder ham om,
han lover og gør med det samme;
da læges vort savn,
dit hellige navn
ej længer på jord er til skamme.

6. Dit navn skal jo vidt overgå
hvert navn, der fra læber kan lyde,
lad røbe da bølgerne blå,
hvad Jesu navn har at betyde!
Lad store og små,
al verden forstå:
Guds engle i navnet adlyde!

7. Vor Herre! ja, nu er du nær,
det kan vi på trøsten fornemme,
og med dig er Himmelens hær,
for os alle englene stemme
i Himmelens råd
til glæde for gråd;
mit hjerte, hvi vil du dig græmme!

N.F.S. Grundtvig 1840.

(1 ) ApG 17,28

(2) Sl 22,4

 
Grundtvigsk Forum Tlf: +45 41 93 90 00 Bank: 4180 3119 080 339
Vartov
Giro: 4180 300 23 06
Farvergade 27
1463 København K Mail: Vartov@vartov.dk