Multilogin
Til forsiden
dankort
Hvem er Grundtvig
Tidslinje: Grundtvigs liv og samtidSalmer og teksterTemaer i Grundtvigs forfatterskabGrundtvig og kulturenBøger om GrundtvigSøg i Grundtvigs teksterBilledgalleriPressen skriver om GrundtvigWho is Grundtvig?
Grundtvig i DanmarkGrundtvig i VerdenGrundtvigsk Forum
Om Grundtvigsk ForumVedtægter ForeningstrukturUdvalg MedlemskredseDet sker - i Grundtvigsk Forums kredse Politik ÅrsmøderSamtaledagenStyrelsenMedlemskabGrundtvigsk Forum på Danske kirkedage 2016N.F.S. Grundtvigs PrisFolkekirken og EUForpligtende fællesskaberHvor folket er må kirken væreFolkekirkens styre21 teser om åndsfrihedGavebrevFolkemødet på Bornholm 2017Ungdommens Folkemøde 2016Hvor bange er vi for religion? Høring på ChristiansborgPrædikenkonkurrence 2017
Vartov
Om VartovAbout VartovVartovs historieKonference/mødelokalerVartovkollegietSkrivebord på Rådhuspladsen?LejeroversigtArranger en fyraftenssangHør foredragetKalenderGrundtvigs fødselsdagMands Minde-Foredrag i VartovSofies madMettes kagerMaratonsangBesøg Vartov og GrundtrvigVartovmødet - det lange lys på Danmark. Alternative åbningstalerDet 13. Thorkil Kristensen seminar
AkademiForlagBibliotekKontaktNyhedsbrev
 

I falmende blade, du kølige vind!

 
Da jeg var præst i Århus domkirke, holdt jeg meget af denne salme og glædede mig til at vælge den til en af efterårets sene søndagsgudstjenester, hvor vi alle var samlet i kirkens kor i aftenmørkningen.
 
Kirken havde og har fremragende organister, så det var en fryd at synge. Når jeg nu bliver bedt om at skrive et par ord om netop den salme, er det en helt anden sag, for nu er jeg forpligtet på tanken, ikke kun på sangen, musikken, stemningen af efterår, mørke, melankoli, kamp mellem angst og mod. Men tanken og salmens stemning af efterårsmelankoli kan ikke skilles ad. Bare det, at digteren begynder med at tiltale bladene og vinden, som var de personlige venner, han kunne lege med!
 
Og senere sammenligner sig selv og sit indre med trækfuglenes og deres given sig ud på den farefulde rejse uden protester og uden frygt, skønt der er mere end nok at være bange for. Men de ved jo ikke, hvad de skal være bange for - eller gør de? De kender ikke deres skaber og kan ikke bede til ham - eller gør de og kan de? Hvad ved digteren og vi om det? Men han kender dog Gud, Guds skabermagt og godhed, hvorfor klynker hans sjæl så i afmagtsfølelse, i frygt og bæven?
 
Salmen er et selvopgør, en indre kamp for at genfinde den tillid, som gør, at han kan leve i glæde, selv om tilværelsen stormer omkring ham og liv og død er i daglig kamp med hinanden. Det er et opgør, der oser af selvbebrejdelse. Hvorfor har han mistet både tro og håb? Hvorfor har han mistet "synet for Guds finger"? Sansen for Guds forsyn, medfølelse, faderlige omsorg? Alt det, som vi selv kan miste og måske aldrig har turdet stole på.
 
I vor egen tids efterårsstemning, i det 21. århundrede, i vores egen lille verden er der megen klynk, og tro, håb og syn er trængt af bekymringer af mange slags. At forbinde sig uproblematisk med Grundtvigs genfundne glæde - "evig glad i Gud" - er ikke så let som at synge. Men måske derfor nødvendigt, fordi det er blevet livsnødvendigt?
 
Salmen er ikke blandt salmebogens smukkeste. Men den kan synges som det, den er: en eksistentiel kamp for tillid til et liv, som er truet og ikke mindst er truet af digteren selv og hans mismod.
 
Kirsten Bøggild, tidl. præst i Århus domkirke
Istockphoto
 

653

I falmende blade, du kølige vind

Mel.: Thomas Laub 1922

1

 I falmende blade, du kølige vind!
 Tør mer ej med eder jeg gækkes?
 Hvad rager det mig, hvem der blegner om kind,
 mens efterårsdagene stækkes?
 Går jeg ind, går jeg ud,
 står mit håb ej til Gud!
 O min sjæl! sig, hvad klynker du over?

2

 Se storken og stæren og svalerne små,
 hvor de sig til rejsen berede,
 de er dog kun fugle, som ikke forstå
 med tro og med tillid at bede.
 Se til dem! se til Gud!
 Gør din bøn! gå dit skud!1
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?

3

 De grånende skyer, det vildene hav,
 hvi gør de ej fuglene bange?
 Med kraftløse vinger i bundløse grav
 dér sank og dér synker jo mange.
 Uden knur, uden frygt,
 liden fugl flyver trygt.
 O min sjæl! sig, hvad klynker du over?

4

 De kender ej faren og tænker ej på,
 hvad times dem kan, vil du sige;
 de kender ej ham over skyerne grå,
 hvis arm og hvis ord kan ej svige.
 Havde ord de af hans?
 Så de glimt af hans glans?
 O min sjæl! sig, hvad klynker du over?

5

 Hvor er nu din tro, og hvor er nu dit håb,
 og hvor er dit syn for Guds finger?
 Og tænker du nu, han ej hører dit råb,
 og har nu hans engle ej vinger?
 River kød eller ånd
 dig vel ud af hans hånd!
 O min sjæl! sig, hvad klynker du over?

6

 Klynk over dig selv, over alt under sky,
 som end for dit eget du holder,
 bortkasted vel ofte, optog dog på ny,
 det sorgen og bangheden volder.
 Hold på ham, som er alt,
 hvad Guds ord ham har kaldt!
 O min sjæl! hold på Jesus, din frelser!

7

 Da spreder du vinger, da rejser du bort,
 så glad som ej fuglen kan findes;
 thi rejsen er sikker, og vejen fuldkort,
 din træthed så liflig forvindes.
 Går du ind, går du ud,
 evig glad i din Gud!
 O min sjæl! hvad vil mer du forlange?


N.F.S. Grundtvig 1845.


1 afmålte livsløb
 
Fra Den Danske Salmebog Online
 
Grundtvigsk Forum Tlf: +45 41 93 90 00 Bank: 4180 3119 080 339
Vartov
Giro: 4180 300 23 06
Farvergade 27
1463 København K Mail: Vartov@vartov.dk