Nu falmer skoven trindt om land

Grundtvigs gode ven, medpræst og asylskolemand Peter Rørdam bad midt i august 1844 Grundtvig skrive en høstsang, som hans menighed i Mern kunne synge til afløsning for den af Ingemann, de havde brugt året før.

Ugen efter sender Grundtvig sit forslag til Rørdam med en bemærkning om at han ikke synes om den stive melodi. Men hvis Rørdam kan finde på et andet, lettere versemål, så vil Grundtvig gerne gøre et nyt forsøg. Rørdam foreslår ”Der stander et slot …” og allerede næste dag sender Grundtvig sin salme skrevet i al hast: ”Nu falmer skoven”.

”Jens Jørgn var i min tidlige barndom en gammel mand, og en dag mødte min mor ham på gaden udenfor Den gule Gård og spurgte ham, hvordan det gik med hans kone, som var syg.”Nææj! Ded er itte godt med Mo’er. Hun har falmet tow puun (2 pund), og hu’ ha’ed itt nowet å falm’ a’”.

Så har vi forklaringen på førstelinjen i Grundtvigs høstsalme. Det har aldrig været hans mening at sige, at skoven bliver bleg. Den bliver tynd, taber sig! Ligesom Mo’er, der falmede tow puun.
 

Liselotte Larsen, bibliotekar, Grundtvig Biblioteket