Fastelavn

Fasten er de 40 dage, der ligger mellem fastelavn og påske, eller rettere fra askeonsdag og til påskelørdag. Fra fest til fest. I kirken markerede fastetiden de 40 dage, hvor Jesus opholdt sig alene i ørkenen, hvor han overvandt Djævelens fristelser og i øvrigt besindede sig inden sit virke som prædikant og læremester.

Her til lands blev fastelavn (af tysk: fasten-abend) i katolsk tid markeret med fest og god mad inden den egentlige faste. Fastelavnssøndag kaldtes i folkemunde ”flæskesøndag” og tirsdagen ”hvide tirsdag”, hvor den stod på mælkemad og hvidt brød. Først ”askeonsdag” blev fastetiden indledt på lavt blus, dvs. intet kød, men fisk og groft brød, meget passende på en årstid, der alligevel ikke lagde op til de store orgier. Tilsvarende sluttede fasten med en fest, påskehøjtiden, hvor alting spirede og groede igen.

Selvom fasten blev afskaffet med reformationen i 1536, overlevede den som folkelig skik. I nyere tid fejres fastelavn med fester, tøndeslagning og fastelavnsris landet over, fortrinsvis i skole- og institutionssammenhæng. Enkelte steder er der tilmed fastelavnsridning. I udkantsområder, eksempelvis på Ærø, fejrer børnene stadig fastelavn med bolleuddeling tidligt om morgenen fastelavns mandag og maskerend fra dør til dør om formiddagen. De voksne gentager spøgen om aftenen, udklædte til ukendelighed og med sig et ofte aktuelt men fordrejet samtaleemne til værtsfolkene i de mange hjem i Ærøskøbing og Marstal, hvor en tændt gadedørslygte markerer, at man går med på spøgen. Der vendes op og ned på dagligdagen og fastelavnsbesøgene virker som et tæt samfunds nødvendige ventil. Som noget nyt er man i øvrigt i kirken i Bregninge begyndt at markere indgangen til fastetiden med en særlig gudstjeneste askeonsdag, hvor altertavlen bliver lukket i indtil påske.