Grundtvigs kamp i december 1810
En vækkelse af de helt store...
I juletiden for 200 år siden får en åndelig vækkelse store konsekvenser for et menneske såvel som for et helt folk. Den opvakte er N.F.S. Grundtvig, og folket er det danske. Det hele begynder i efteråret 1810, hvor Grundtvig mødes af spørgsmålet til sig selv: Er jeg kristen? Dette bringer Grundtvig ud i en omfattende sjælskrise, der kulminerer i december 1810, hvor han er på rejse fra København til Udby, hvor forældrene bor. Undervejs på rejsen overnatter Grundtvig på Vindbyholt Kro, hvor han efter eget udsagn ”udkæmper en natlang kamp mod Djævlen” – en kamp, der ændrer hans tilværelse.
Julenat i 1810 får Grundtvig så megen klarhed, at han digter Dejlig er den himmel blå. Salmen er det første udtryk for Grundtvigs nye erkendelse. Det er egentligt et digt, der kaldes De hellige tre Konger,
men Grundtvig betegner den selv som en barnesang. Beretningen bygger på
Matthæusevangeliets fortælling fra kapitel 1-2 om, at en stjerne, der
skal forkynde fødslen af en ny konge for jøderne, bliver opdaget af
nogle vise mænd.
|  |
Salmens fortælling er henvendt til små menneskevæsener,
der endnu ikke har udviklet abstraktionens evner og sprog, men som
alligevel forstår de store sammenhænge i livet. Dette er en art redning i
Grundtvigs selvforståelse, idet han – som et plaget hjerne-menneske –
får et gensyn med barnlighedens sanser.
Efter den
åndelige vækkelse i 1810 påbegynder Grundtvig en bibelsk-kristelig
kulturkamp, som har til formål at påvirke samfundets udvikling, bevæge
vennerne til omvendelse, anvende historien til et opgør med
kristendommens fjender, samt kritisere rationalismens indflydelse på
teologien i den evangelisk-lutherske statskirke. Grundtvig oplever, at
kirken er stendød, og for at få de levende sten til at synge igen, så
kampens formål kan nås, begynder Grundtvig derfor sin digtning. Han
tager som nævnt først udgangspunkt i julen, fordi julen rummer det
barnlige moment, som vi alle har brug for, når vi skal ind i Guds
himmerige.
Den bibelsk-kristelige kulturkamp
kulminerer i 1825, hvor Grundtvig får sin såkaldte ”mageløse opdagelse.”
Grundtvig har gennem længere tid søgt efter Guds nærvær og nærhed. Han
har funderet over, hvor han kan møde Guds direkte tiltale, og i 1825
finder han svaret. Trosbekendelsen er stedet, og dermed når han til sit
nye teologiske ståsted, der er funderet i trosbekendelsen, dåben og
nadveren som kilder til kristenlivet.
Det nye ståsted skrives frem i et af Grundtvigs hovedværker, Kirkens Gjenmæle,
som også rummer en omfattende kritik af den førende statskirkelige
teolog, professor H.N. Clausen. Grundtvigs kritik er så harsk, at den
medfører en injuriesag anlagt af professor Clausen. Sagens udgang
bliver, at Grundtvig idømmes livslang censur. Censuren får – sammen med
den teologiske afklaring – vidtrækkende følger for Grundtvigs virke, og
han bliver særdeles indædt i sin kamp for mere frihed til folket - i
skolen, kirken og samfundet generelt.
Grundtvigs
frihedssyn udvikler sig fra 1825 og frem til 1834. Grundtvig erfarer
under tre Englandsrejser i 1829, 1830 og 1831, at friheden duer til alt
godt, og frihedssynet bliver gradvist mere rummeligt. Særligt tanken om,
at friheden må være forpligtet på næsten – inspireret af Luthers tanke
om, at et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ikke
underlagt nogen. Men at et kristent menneske samtidig er en træl, der
tjener alle ting og er underlagt enhver – vokser sig større hos
Grundtvig. Rummeligheden og forpligtelsen går hånd i hånd.
Grundtvigs
1810-vækkelse medfører et nyt ståsted, som udvikler sig over tid.
Udviklingen kulminerer som nævnt i 1825 og ender i tanken om gensidig
frihed. Det får vidtrækkende konsekvenser får såvel kirken og skolen,
som samfundet i sin helhed.
Esben Lunde Larsen, ph.d.-studerende, Grundtvig-Akademiet og Københavns Universitet