Multilogin
Til forsiden
dankort
Hvem er Grundtvig
Tidslinje: Grundtvigs liv og samtidSalmer og teksterTemaer i Grundtvigs forfatterskabGrundtvig og kulturenBøger om GrundtvigSøg i Grundtvigs teksterBilledgalleriPressen skriver om GrundtvigWho is Grundtvig?
Grundtvig i DanmarkGrundtvig i VerdenGrundtvigsk Forum
Om Grundtvigsk ForumVedtægter ForeningstrukturUdvalg MedlemskredseDet sker - i Grundtvigsk Forums kredse 2017-18Politik ÅrsmøderSamtaledagenStyrelsenMedlemskabGrundtvigsk Forum på Danske kirkedage 2016N.F.S. Grundtvigs PrisFolkekirken og EUForpligtende fællesskaberHvor folket er må kirken væreFolkekirkens styre21 teser om åndsfrihedGavebrevFolkemødet på Bornholm 2017Ungdommens Folkemøde 2016Hvor bange er vi for religion? Høring på ChristiansborgKirke og folk anno 2017
Vartov
Om VartovAbout VartovVartovs historieKonference/mødelokalerVartovkollegietSkrivebord på Rådhuspladsen?LejeroversigtArranger en fyraftenssangHør foredragetKalenderGrundtvigs fødselsdagMands Minde-Foredrag i VartovSofies madMettes kagerMaratonsangBesøg Vartov og GrundtrvigVartovmødet - det lange lys på Danmark. Alternative åbningstalerDet 13. Thorkil Kristensen seminar
AkademiForlagBibliotekKontaktNyhedsbrev
 

Alle mine kyllinger, kom ud!

Jeg havde sat børnehavebørnene til at finde de fjer, som nattens flaksende engel havde spredt ud over hele kirken. Det gav mig et øjebliks fred til at sætte mig på trappen op til koret og nyde formiddagens sol, der stak sine varme fingre ind ad kirkens vinduer.
 
Mens jeg sad der, begyndte to af børnene at pille mig i nakken. Jeg sad helt stille og overvejede, om jeg mon selv havde turdet gøre det ved præsten, da jeg var i deres alder. Næppe. Men det betød vel ikke, at jeg var helt uden myndighed og autoritet, tænkte jeg og smilede. Det var først, da jeg kiggede mig i spejlet i sakristiet, at jeg fandt ud af, hvad de havde lavet. Hele vejen rundt i nakken var hullerne i min pibekrave stoppet til med små, håndfugtede og klistrende fjer, der fimrede løs, når jeg bevægede hovedet.
 
Jeg var en korthalset grib. Der var noget epifanisk (åbenbaret, red.) over synet, kalk og disk stod i baggrunden, dækket op til ådselæderen i kroningsdragt.
 
Det var børnene med deres særlige blanding af konkret tænkning og fantasi, der havde tunet mit sind, så jeg forstod spejlbilledet. Med trøffelsvinets sikkerhed skraber de let gennem tomme floskler og bringer voksnes forlegenhed frem i lyset. ”Hvem er det, der hænger på det kryds? Hvuffer det?”
 
Man siger at døden er det sidste tabu i vores tid. Jeg plejer at tænke: ikke i kirken! Der taler vi ikke om andet. Hvilken præst kender ikke til at sidde med en lidt fersk og letbenet prædiken og så gribe til at modne den med et par linjer om døden – straks er vi et par spadestik dybere. Men der skal ikke mere end et åbent og modtagende barnesind til, før mine ellers så sikre formuleringer krakelerer og smuldrer. Børnene hjælper mig til at tage døden for, hvad den er: en anfægtelse.

I ”Klog på sprog” på P1 forklarede en sprogforsker, at vi altid har haft svært ved slutningerne, og derfor havde man i mange år haft religionen at læne sig op ad. Det lå i formuleringen, at det ryglæn var ved at blive taget fra folk, velsagtens fordi de ligesom han har indset, at det er et fatamorgana.
 
Tidligere i mit liv blev jeg fornærmet, når folk reducerede min tro til sutteklude og skyklapper. Nu vil jeg gerne invitere sprogforskeren hen på den trappe op til koret og møde alle de åbne blikke. Da skal han ligesom jeg mærke dødsangst pikke sig frem gennem de mange lag af fortrængninger.  Da vil han ligesom jeg erfare, at Dante har ret: helvede er det sted, hvor alt håb lades ude. Helvede er det sted, hvor en slutning er en slutning, og hvor livet handler om at holde slutningen fra døren. Det bliver et skyggeliv, et dødsliv.
 
Børnenes åbne blikke åbner mig for fortællingen om den åbne grav. De får mig til at gribe efter håbet i påskefortællingen. Det håb slår hul på den beskyttende æggeskal, jeg har forskanset mig bag og giver mig modet til at vove mig ud i livet på mine små vakkelvorne kyllingeben med klistrende fjer, fordi jeg håber og vælger at tro, at min føde er den Gud, som fortsætter, når mennesket slutter.
 
Rikke Juul, sognepræst, Rosenvængets Sogn

 


 

foto: sol-b/ photocase.de

 
Grundtvigsk Forum Tlf: +45 41 93 90 00 Bank: 4180 3119 080 339
Vartov
Giro: 4180 300 23 06
Farvergade 27
1463 København K Mail: Vartov@vartov.dk