Multilogin
Til forsiden
dankort
Hvem er Grundtvig
Tidslinje: Grundtvigs liv og samtidSalmer og teksterTemaer i Grundtvigs forfatterskabGrundtvig og kulturenBøger om GrundtvigSøg i Grundtvigs teksterBilledgalleriPressen skriver om GrundtvigWho is Grundtvig?
Grundtvig i DanmarkGrundtvig i VerdenGrundtvigsk Forum
Om Grundtvigsk ForumVedtægter ForeningstrukturUdvalg MedlemskredseDet sker - i Grundtvigsk Forums kredse Politik ÅrsmøderSamtaledagenStyrelsenMedlemskabGrundtvigsk Forum på Danske kirkedage 2016N.F.S. Grundtvigs PrisFolkekirken og EUForpligtende fællesskaberHvor folket er må kirken væreFolkekirkens styre21 teser om åndsfrihedGavebrevFolkemødet på Bornholm 2017Ungdommens Folkemøde 2016Hvor bange er vi for religion? Høring på ChristiansborgPrædikenkonkurrence 2017
Vartov
Om VartovAbout VartovVartovs historieKonference/mødelokalerVartovkollegietSkrivebord på Rådhuspladsen?LejeroversigtArranger en fyraftenssangHør foredragetKalenderGrundtvigs fødselsdagMands Minde-Foredrag i VartovSofies madMettes kagerMaratonsangBesøg Vartov og GrundtrvigVartovmødet - det lange lys på Danmark. Alternative åbningstalerKilden i VartovDet 13. Thorkil Kristensen seminarVartov søger aftenvagter
AkademiForlagBibliotekKontaktNyhedsbrev
 

At lukke op for korsets gåde

”Ja, jeg tror på korsets gåde!” Sådan begynder det sidste vers i Grundtvigs gendigtning af Arnulf af Louvains påskehymne fra 1200-tallet. Forud for overgivelsen ligger en meditation over Jesu kors, tornekrans og sår. Meditationen kulminerer med det stærke billede af blodet fra Jesu sår, der ledes ind i vores blodbaner og dermed fuldbyrder det frydefulde bytte, der gør os i stand til at elske og til at gå uskadte igennem døden.

I det sidste ”Ja”! ligger troens hengivelse til det, som ikke er til at forstå med forstand, intellekt eller fornuft. Troens gåde lukker sig ikke op for hverken argumenter eller anskuelser. Troens gåde åbner sig idet man tager den til sig.

Derfor er troens sprog billedsprog. Det poetiske sprog fordrer at den, der læser, hører eller synger ordene engagerer sig og inddrager sig selv i fortolkningen. Stærkest, måske, i salmen. Man kan med en vis ret hævde at en salme først er en salme idet den synges. At der skal være et ”jeg”, der tager ordene i sin mund og dermed gør dem til sine egne. Når salmen synges ophæves afstanden mellem ordene og den, der synger dem, både i tid og sted. Ingen kan som Grundtvig udnytte denne samtidighed, for eksempel i ”Op dog Sion” hvor vi i første vers betragter ”sejrens palmestrø’de vej” så at sige ”udefra” for derefter i sidste vers at bevæge os ind i centrum. Nu er det os, der skal ”gå som under grønne lind, til vor Herres glæde ind”. De eksotiske palmer i fortællingens tid udskiftes med hjemlige lindetræer, som vi her i forårets nu har i vores tanker, fordi vi glæder os sådan til at se dem springe ud i al deres grønhed.

For digteren Ole Sarvig (1921-1981) er evangelierne at forstå som billeder. Billeder på vores egen tid og vores egen eksistens. For Sarvig er der ingen historisk afstand. Kristus kom fra noget andet, fra Gud, men overgiver sig fuldt og helt til det menneskelige idet han dør et menneskes død. Og derfor er han nu i os, vi møder ham når vi møder hinanden i sand menneskelighed. Billedsproget skal ikke forstås som pynt eller overflade, det er netop i billedet at den dybeste sandhed skal findes.

Sarvig hævdede selv at hans salmer ikke var beregnet for menighedssang. De er hans personlige meditationer over korsets gåde. Om sin ”Frostsalme” skriver han dog selv at den er ”for to eller tre”. Det forunderlige ved salmesang er at den er både og: Den enkeltes tilegnelse i fællesskab.

Grundtvig skriver om det kildevæld, der kan smelte et isbjerg. I Sarvigs frostsalme lyder det:

I sjælenes år
har vinteren dybest en kerne af vår.
Og er du vor Gud,
da skyder vi blade, da springer vi ud
 
Julie Damlund, sognepræst Aldersro-Lundehus pastorat

 
Grundtvigsk Forum Tlf: +45 41 93 90 00 Bank: 4180 3119 080 339
Vartov
Giro: 4180 300 23 06
Farvergade 27
1463 København K Mail: Vartov@vartov.dk