Du er vor skat, o Jesus sød

En påskesalme

Man kan diskutere, hvornår påsken begynder. Hvad er det egentlig, der sætter passionen i gang? Billedskæreren Brüggeman har, i altertavlen i Slesvig Domkirke, valgt det mest dramatisk, passionerede øjeblik i påskeberetningerne som sit første billedfelt. Det er judaskysset i Getsemane. Det er den gnist, som antænder det hele, alt det, der havde samlet sig sammen mod Jesus og nu eksploderer i passionens uafvendelige gang.
Hører vi for alvor den samme eksplosion i nadverritualets indstiftelsesord, når det, midt i alt det gode vi har i vente, lyder ud over os alle sammen,… ”i den nat, da han blev forrådt!”…

Så ved vi hvor vi befinder os. Ikke bare i et dejligt kærlighedsmåltid, hvor folkekirkens empatiske velfærdsgoder vælter ud over os, så vi helt selvfølgeligt går lige så trygge og glade fra Herrens bord, som vi allerede selv følte os, da vi kom. Ser vi ikke dette første billede, judaskysset, som netop undfanges kort tid før Getsemane, under disciplenes sidste måltid sammen med Jesus, og ved vi ikke, at kærligheden står fast lige midt inde i netop dette forræderi, så bliver det aldrig til påske. Men ved vi, at det forholder sig sådan; at vi selv stikker af sammen med alle de andre disciple og med Peter siger, ”at Ham kender vi ikke”, og så kan vi trods det, på ægte evangelisk vis, følges med Grundtvig gennem hans overstrømmende glade nadversalme, ”Du er vor skat, o Jesus sød” (Den Danske Salmebog 467). Vi kan følge hele det kærlige fortrolighedsforløb gennem versene om, hvad nadveren er, hvad den betyder, og hvad den skænker. Denne salme er, som så meget andet i Grundtvigs digtning, et kærlighedsdigt om forholdet melem Gud og menneske. Et digt om en kærlighed, som intet forræderi kan knække.

Men et af versene bryder pludseligt den fortrolige tryghed. Det er det fjerde vers, der lægger ud med det dramatiske kontrapunkt: ”For øjet skjult, for hånden tom …” Hvordan kan det så være sandt, det vi er midt i; når Han er skjult for øjet – altså ikke er til at se; når Han er tom for hånden – altså ikke er fysisk til stede? Når Jesus altså ikke er hverken synligt eller kropsligt til stede, så er Han der jo slet ikke. Det kan enhver jo se og mærke, og så er det hele vel bare et tomt retorisk skuespil.

Dog denne gåde og modsigelse har sin klare forløsning i det, der bliver sagt i nadveren. Og typisk for Grundtvig, så tydes alle gåder i lyset af kærligheden. Helt præcist gennem de ord, som præsten tager direkte fra Jesus selv, lader lyde ud af sin egen menneskemund, og står der midt i det hele og spiller Jesus for sin menighed, - i det øjeblik bliver det sandt – og så er Han der, Jesus, midt iblandt os, som Han var det den gang i Jerusalem. I det samme forræderi, i den samme kærlighed.

”… men kendes dog på røsten din, når du velsigner brød og vin.”
Det du, der her lyder i salmen, skal forstås i direkte forbindelse med de indstiftelsesord, som præsten siger. Dette lille du, sætter den evangeliske præst fra bestillingen og redder os for enhver form for embedshumbuk. Det er ikke præsten, der velsigner brød og vin, selv om det er præsten, der udtaler ordene. Ordene tilhører Jesus selv. Så bliver det alt sammen sandt. Hvis vi vil se Jesus, skal vi blot høre, hvad Han siger. Så er Han der. Som vores skat, livets sande brød, som vi nu kan nyde i fryd og fred, i Hans menighed, for tid og evighed.
Velbekomme!

Den danske Salmebog nr. 467 ”Du er vor skat, o Jesus sød”


Tilbage til Grundtvig i påsken