Multilogin
Til forsiden
dankort
Hvem er Grundtvig
Tidslinje: Grundtvigs liv og samtidSalmer og teksterTemaer i Grundtvigs forfatterskabGrundtvig og kulturenBøger om GrundtvigSøg i Grundtvigs teksterBilledgalleriPressen skriver om GrundtvigWho is Grundtvig?
Grundtvig i DanmarkGrundtvig i VerdenGrundtvigsk Forum
Om Grundtvigsk ForumVedtægter ForeningstrukturUdvalg MedlemskredseDet sker - i Grundtvigsk Forums kredse 2017Politik ÅrsmøderSamtaledagenStyrelsenMedlemskabGrundtvigsk Forum på Danske kirkedage 2016N.F.S. Grundtvigs PrisFolkekirken og EUForpligtende fællesskaberHvor folket er må kirken væreFolkekirkens styre21 teser om åndsfrihedGavebrevFolkemødet på Bornholm 2016Ungdommens Folkemøde 2016Hvor bange er vi for religion? Høring på Christiansborg
Vartov
Om VartovAbout VartovVartovs historieKonference/mødelokalerVartovkollegietSkrivebord på Rådhuspladsen?LejeroversigtArranger en fyraftenssangHør foredragetKalenderGrundtvigs fødselsdagMands Minde-Foredrag i VartovSofies madMettes kagerMaratonsangBesøg Vartov og GrundtrvigVartovmødet - det lange lys på Danmark. Alternative åbningstalerDet 13. Thorkil Kristensen seminar
AkademiForlagBibliotekKontaktNyhedsbrev
 

Kærlighed

Hos Grundtvig er det kærligheden, der ligger som den faste grund under alt, hvad der bevæger sig. ”Kærlighed er lysets kilde”, og ”kærlighed er livets rod” (DDS 696). Der er næppe noget andet ord, der er så hyppigt forekommende i Grundtvigs værk eller noget begreb, der spiller så stor en rolle i hans livs univers som kærligheden. Og det helt uanset, om der er tale om kærlighed fra Gud eller kærlighed til Gud eller om kærlighed til folket, til friheden, til sproget, til Danmark eller - sidst men ikke mindst – kærlighed til kvinden.

Det særegne ved Grundtvigs brug af kærlighedsbegrebet er ikke dette, at han lader den være den helt afgørende faktor i alle livets forhold, himmelsk såvel som jordisk, kirkeligt såvel som verdsligt, evigt så vel som timeligt, åndeligt så vel som legemligt.

Det særegne ved Grundtvigs brug af kærlighedsbegrebet er, at han lader al kærlighed - af hvad art den end er - have den samme kilde. Hos Grundtvig har derfor såvel kærligheden til kvinden som kærligheden til fædrelandet et selvfølgeligt fælles udspring, nemlig i kærligheden fra Gud. Det er den gudgivne kærlighed, der giver al anden kærlighed sit liv, sin kraft og sin glød.

 

 

Det særegne ved Grundtvigs brug af kærlighedsbegrebet er, at han lader al kærlighed - til sproget, folket, fædrelandet, friheden eller kvinden - have den samme kilde, nemlig kærligheden fra Gud (foto: iStock).
 
Der er derfor hos Grundtvig ikke nogen egentlig væsensforskel mellem den kærligheden som den kristne tro taler om og sætter sit håb til, og så den kærlighed som forbinder en mand og en kvinde. For det er kærligheden fra Gud, der fylder også den erotiske kærlighed med fryd, og lader de elskende i et glimt opleve den alt tilgivende og altid varende kærlighed hos Gud, den evige salighed.

Grundtvig gik i sit lange liv gennem mange faser, kirkeligt såvel som folkeligt, og han var hele livet kvindekær. Ikke blot i erotisk forstand, men også på den måde, at han var overbevist om kvindernes intellektuelle resurser og åndelige betydning også for mandens udvikling. ”Hvad dig end brister, op og ned, Vis er Dig Kvindens Kærlighed” (”Til min Asta”, 1858) .

Det er derfor også helt i tråd med denne opfattelse, at man i den nyeste udgave af salmebogen har taget sangen ”Kærlighed til fædrelandet” (DDS 710) med fra Højskolesangbogen og gjort den til en salme. Alene ordene ”kærlighed i pagt med Ånden, den får altid overhånden” berettiger hertil. Nu mangler der blot, at også forlovelsesdigtet til hans anden hustru: ”Hvad er det min Marie” (HS 438) også får sin plads der. Her lyder det: ”Derfor vi os forbinder i tro og kærlighed med dødens overvinder, som daled til os ned, som til Gud Faders ære vil støvet klart hjembære i Åndens favnetag.”

De fyndige citater om kærligheden og al dens livgivende væsen er utallige. Her skal derfor blot anføres et par citater fra en af Grundtvigs helt store gudstjenestesalmer ”O kristelighed!” (DDS 321). Det hedder her allerede i første strofe: ”mit land siger Herren er Himmel og jord, hvor kærlighed bor”. I næstsidste strofe: ”O kærlighed selv! du rolige kilde for kræfternes elv!” Og endelig i sidste strofe: ”O kærligheds Ånd! Det evige liv i fuldkommenheds bånd ! O, smelt du vort hjerte ved højalterets ild, og klar du jordklimpen i solglansen mild, så glade vi føler, os skabes i bryst de levendes lyst."

Doris Ottesen, f. 1946, cand.theol., forfatter og fortæller

 
Grundtvigsk Forum Tlf: +45 41 93 90 00 Bank: 4180 3119 080 339
Vartov
Giro: 4180 300 23 06
Farvergade 27
1463 København K Mail: Vartov@vartov.dk